Transpersoner fortæller

At vokse op som transkønnet har været en lang proces for både mine venner og min familie, men allermest for mig selv.
Der har været mange års usikkerhed og spekulationer omkring, hvad der er det rigtige at gøre, og hvad der overhovedet føles rigtigt. Men nogle gange skal man prøve noget for at mærke, om det føles rigtigt.

Da jeg for første gang blev kaldt "han" af en af mine venner, var jeg helt sikker på, at det er sådan, det skal være.

Men så er der alle de ting, der følger med: mennesker, der ikke accepterer mig, og mennesker, der måske bare ikke forstår.

Der er lange ventetider på at komme i behandling, og der er tvivlen om, hvorvidt man kan klare det hele.
Jeg er kommet i hormonbehandling efter mange års ventetid og forløb. Det løser ikke alle problemer og har ikke endt min dysfori, men det har fået mig til at føle mig mere rigtig i min krop.

Det vigtigste på min rejse har været de mennesker omkring mig, der støtter mig og fortæller mig, at jeg er god nok, som jeg er, på dage, hvor jeg ikke føler mig god nok.

Jeg har altid set mig selv som meget heldig. Jeg er vokset op i en accepterende familie, er altid blevet bedt om at "være mig selv", har fået en forholdsvis selvstyrende opdragelse og har aldrig manglet de essentielle ting i livet.

Alligevel har jeg altid følt mig som den "anderledes", den, som de fleste så som udenfor fællesskabet. Jeg tror ikke, det har noget at gøre med, at jeg er transkønnet; jeg tror, at alle mennesker er forskellige. Vi er opdraget forskelligt, vokser op i forskellige kredse, oplever forskellige ting og bliver derfor forskellige som mennesker. Det er noget, mine forældre har fortalt mig gennem min barndom, og det lever jeg stadig efter. De har altid ladet mig være mig selv.

Som barn gik jeg aldrig i kjoler. Jeg legede meget udenfor og elskede fysiske aktiviteter – jeg havde masser af energi. Når folk finder ud af, at jeg er transkønnet, bliver jeg tit spurgt: Gik du i pigetøj? Legede du med pigelegetøj? Men i virkeligheden spørger de: Opførte jeg mig som en pige, da jeg var lille? Den tankegang blev jeg ikke opdraget med. Derfor har jeg altid bare været mig. Der kom aldrig en "stor ændring," hvor jeg pludselig blev til en dreng. Jeg har bare altid været mig selv.

Hvis man skal høre hele historien, er det meget mere indviklet end dét. Jeg har altid gået i det tøj, der ikke klemte eller kradsede, og som føltes behageligt. Mit lange hår blev flettet af min mor, så jeg kunne gemme det i trøjen, når jeg klatrede i træer uden at sidde fast. Jeg hjalp min far med det hårde arbejde i haven, byggede gyngestativ og gravede hul til trampolinen.

Da jeg startede i skole, syntes min moster, at jeg skulle have kjole på. Jeg var ligeglad og valgte gladeligt en kjole, hvis det gjorde hende glad. Jeg tog mine mørkeblå gummistøvler og Fjällräven-rygsæk på og gik i skole i en Pippi Langstrømpe-kjole. Det blev en fantastisk dag.

Da jeg gik i 3. klasse, var min mørkegrønne flyverdragt og mine varme støvler mine bedste venner. De stod altid klar til frikvartererne, så jeg kunne klatre i træerne bagerst i skolegården, hvor lærerne ikke så mig.

I 7. klasse begyndte de andre piger at gå i mere feminint tøj og makeup, og det var her, jeg begyndte at føle mig udenfor. I et desperat forsøg på at passe ind begyndte jeg at spørge mine forældre om små fine toppe og sorte bukser og bælter. Jeg gik med makeup og lignede mere en, der passede til mit lange flettede hår. Senere blev det lange hår klippet til skulderhøjde, og jeg begyndte at farve det.

Jeg stoppede med at have drengevenner, fordi de alle sammen begyndte at få kærester og derfor ikke længere kunne være venner med en pige. Pigerne var dog heller ikke nemme at være sammen med, og jeg gjorde mere og mere for at passe ind hos dem. Jeg satte håret i fine frisurer, gik med små tasker og fandt finere trøjer frem. Men jeg lagde aldrig mærke til, hvor dårligt jeg faktisk havde det af at prøve at være en, jeg ikke var.

Da jeg startede i gymnasiet, gik det hurtigt op for mig, at jeg ikke passede ind hos pigerne. Jeg gik mest i store hoodies og cargobukser og havde droppet at forsøge at passe ind. Men drengene i 1.g ville ikke være venner med en pige, så jeg valgte i stedet at fokusere på min sport. Jeg klatrede stadig, var på landsholdet og brugte al min energi på træning og konkurrencer.

Da corona ramte, flyttede jeg til København for at fortsætte min træning og boede hos min faster i et halvt år. Jeg havde onlineundervisning og brugte mest undervisningstiden på YouTube, spillede computer og skrev med nye udenlandske venner på Discord, da jeg allerede havde besluttet mig for at droppe ud og finde en anden uddannelse.

En dag faldt jeg over en transkønnet YouTuber og blev meget interesseret. Jo mere jeg lærte om det at være transkønnet, jo mere gik det op for mig, at det var dét, jeg var. Jeg har altid ønsket at passe ind i drengegrupper og generelt bare blive opfattet som en af drengene. Men jeg havde aldrig vidst, at det var en mulighed, at jeg faktisk kunne være en dreng.

Jeg fortalte først mine tætteste venner om det, og efter omkring et halvt år fortalte jeg det til mine forældre, og senere resten af min familie og venner. Jeg snakkede med min læge om det og blev sat på venteliste til specialister. Efter tre år, hvor jeg havde levet som transkønnet, var min ventetid endelig ovre, og efter min første samtale med specialisten tog det omkring ti måneder, før jeg fik lov til at starte på testosteron. Jeg har aldrig følt noget være så rigtigt for mig.

Hele mit liv har jeg mødt støtte fra mine nærmeste, og det er jeg meget heldig med. Mange transkønnede mennesker møder desværre ekstrem modstand og had. Jeg er heldig med min familie og omgangskreds.

De seneste fire år har jeg heddet Eddie, brugt han/ham-pronominer og været gladere end nogensinde. Min kæreste støtter mig mere, end jeg nogensinde kunne bede om, og det samme gør min familie, svigerfamilie og venner. Mine kolleger på min elevplads er fantastiske. Da jeg var 12-16 år, havde jeg aldrig drømt om, at jeg kunne sige dette og mene det, men jeg elsker mit liv og de mennesker, jeg har lukket ind i det. At være transkønnet har ikke gjort mig til et andet menneske; det har givet mig muligheden for at blive ved med at være den person, jeg har været, siden jeg var helt lille.

Jeg har egentlig altid vidst, at jeg var trans, men jeg har bare ikke vidst, hvordan jeg skulle formulere det. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om mit fødselsnavn – det føltes bare forkert. Det føltes også forkert, når jeg blev kaldt "hun" og "pige" og lignende.

Da jeg opdagede, hvad det vil sige at være transkønnet, var det, som om alt pludselig gav mening. På det tidspunkt havde jeg ikke rigtig nogen at spejle mig i, men siden da har jeg fået mange støttende venner, og min familie er også blevet mere støttende og accepterende. Jeg er endelig begyndt at acceptere mig selv og min identitet. Det betyder ikke, at min dysfori er væk, men den fylder mindre i min hverdag.

Jeg har egentlig altid vidst, at jeg var trans, men jeg har bare ikke vidst, hvordan jeg skulle formulere det. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om mit fødselsnavn – det føltes bare forkert. Det føltes også forkert, når jeg blev kaldt "hun" og "pige" og lignende.

Da jeg opdagede, hvad det vil sige at være transkønnet, var det, som om alt pludselig gav mening. På det tidspunkt havde jeg ikke rigtig nogen at spejle mig i, men siden da har jeg fået mange støttende venner, og min familie er også blevet mere støttende og accepterende. Jeg er endelig begyndt at acceptere mig selv og min identitet. Det betyder ikke, at min dysfori er væk, men den fylder mindre i min hverdag.

Milo Kinnock er det ældste barn af den tidligere statsminister. Milo er nonbinær og queer. Som barn oplevede Milo ofte ubehag i forhold til sit køn, men det var først senere, at en kæreste hjalp Milo med at opdage sin kønsidentitet. Milo blev mødt med accept fra sin mor, sit gymnasium og fra mange i Danmark. Du kan høre meget mere om det her.

May Simón Lifschitz er en dansk-argentinsk model og skuespiller, der er transkønnet. Allerede som barn følte hun sig anderledes og kæmpede med sin kønsidentitet, men det var først som teenager, at hun begyndte at forstå og udforske, hvad det ville sige at være transkønnet. Med tiden fandt hun modet til at leve som den, hun er, og har i dag skabt sig en karriere som en åben og stolt transkønnet kvinde. May har oplevet støtte fra både sin familie og professionelle netværk, hvilket har været en vigtig del af hendes rejse mod at finde og acceptere sig selv.

Læs mere om hendes historie her.